Business- og Affaldsdating: Affald er en ressource, vi skal udnytte
13. maj 2019
For andet år i træk afholdt vi Business- og Affaldsdating i Ressource City på Maglemølle 31. Denne gang var der særligt fokus på vores EU-regionalfondsprojekt Mærk Næstved – Bæredygtig Grøn Byudvikling og deres projekter. Det skyldes blandt andet et tæt samarbejde med virksomheden Dansk Celleglas.
Bæredygtig Grøn Byudviklings gode eksempel
Dansk Celleglas er et godt eksempel på en virksomhed, der benytter sig af et restprodukt, som ellers ville være endt som affald. De bruger glasstøvet, som de får fra produktionen af omsmeltningen af genanvendt glas indsamlet af borgerne i Danmark. Glasstøvet blandes med et opskumningsmiddel, og det færdige produkt, durapor, bruges blandt andet som vejfyld og isoleringsmateriale.
Udover projektleder Anette Moss’ oplæg om arbejdet i Bæredygtig Grøn Byudvikling, fortalte teknisk direktør Henrik Dalsø om Dansk Celleglas og deres arbejde med “affald” som en ressource.
Affald burde slet ikke hedde affald. Affald er en ressource, som vi skal bruge til noget.
Rasmus Jørgensen, direktør i KALK

Affald som en ressource og bæredygtigt byggeri
Også virksomheder såsom Galaxe Thermozell fortalte om deres genanvendelse af en restressource, som egentlig anses som affald, nemlig flamingo. Flamingoen mixes med letbeton, for at skabe et produkt, der effektiviserer byggefasen.
Virksomheden Egen Vinding & Datter fortalte, i samarbejde med Spring Nordic, om deres arbejde med bæredygtigt og økologisk byggeri. Bæredygtigt byggeri giver god mening, fortalte Rasmus Jørgensen fra KALK; det kan nemlig blive stående i flere hundrede år eller blive genbrugt til nyt byggeri efter nedrivning.
Reiling Glasrecycling, som gladeligt tager imod vores glas, fortalte om sorteringsprocessen, hvor glasset gøres klar til komme til Ardagh. Hos Ardagh omsmeltes genbrugsglasset til ny glasemballage.
Vi hørte også om de forskellige tiltag, der er iværksat hos blandt andre CLEAN, Gate 21 og State of Green. Også uddannelsesinstitutioner såsom RUC og DTU (med projektet MATChE) var repræsenteret og fortalte om deres projekter.
Både før og efter oplæggene var det muligt at besøge standene, for at tale nærmere om de igangværende projekter hos de deltagende virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner. Der blev udvekslet mange visitkort på dagen, og vi kan godt tillade os at sige, at dagen blev en succes.
Præsentationer fra dagen og deltagerliste
Præsentationer
Projekt Mærk Næstved – Bæredygtig Grøn Byudivkling, Business- og Affaldsdating
State of Green, Business- og Affaldsdating
CLEAN Green Plan (CGP), Business- og Affaldsdating
Gate 21, Business- og Affaldsdating
Spring Nordic, Business- og Affaldsdating
Reiling Glasrecycling, Business- og Affaldsdating
MATChE (DTU), Business- og Affaldsdating
Digitale veje til vækst (RUC), Business- og Affaldsdating
Deltagerlisten
Liste over alle deltagere under årets Business- og Affaldsdating