C40 Mayor Summit

Internationalt besøg
i Ressource City

14. oktober 2019

Ressource City åbnede dørene for resten af verden under C40 Mayor Summit, der i år foregik i København. Det skete i forbindelse med at Næstved Kommune er udvalgt som Cities100-by – en af 63 byer fra hele verden, der har de mest ambitiøse og innovative eksempler på klimaløsninger. En ære, der har sendt byen i den grønne superliga.

Besøgende fra Calcutta i Indien, Rio de Janeiro i Brasilien, Kenya, Kina og New York var hoppet på bussen i København for at se Glasklyngen i Næstved. Også overborgmester Adjei Sowah i Accra, Ghana, tog med, for at lære mere om hvordan vi genanvender glas i Danmark. I Accra står de overfor den udfordring, at borgere og virksomheder dumper deres affald rundt omkring uden tilladelse, hvilket har resulteret i 14 spontant opståede lossepladser. 

Besøg rundt i Glasklyngen

 

Efter en velkomst af byrådsmedlem Tina Højlund Pedersen (S) og en kort gennemgang af systemet bag glasklyngen, gik turen videre til Reiling, der står for indsamlingen af returglas og Ardagh, der genbruger glasset i sin glasproduktion.

Glasklyngen, der består at Ardagh, Reiling og det danske genbrugssystem, indsamler og sorterer omkring 125.000 tons glas om året. Glasset bliver derefter genanvendt til cirka 700-800 millioner flasker og husholdningsglas hvert år, og på den måde reducerer de behovet for jomfruelige råstoffer. Ved at gøre det, sparer de verden for mere eller mindre 15.000 tons CO2 årligt – Ardagh leverer også ca. 50 procent af varmen til Fensmark.

For os danskere er det hverdag at sortere vores affald, herunder også i glas. For glas kan nemt genanvendes. Selvom det er hverdag for os, lyder det som utopi for det store udland, herunder New York, hvor glas ikke bruges igen. Noget, som de besøgende aktivt vil gøre noget ved i deres egne respektive lande.



Hænder holder glasrestproduktet durapor fra Dansk Celleglas

Læs mere om Ressource Citys glasklynge i Cities100-rapporten

Vi er stolte af at være en del af verdenseliten inden for klimaløsninger. Du kan læse uddraget om Ressource Citys glasklynge her

Hvad er C40 Cities?
C40 Cities forbinder og forpligter 94 af verdens største byer til konkret klimahandling for at bane vejen for en sundere og mere bæredygtig fremtid. Netværket repræsenterer 700+ millioner borgere og en fjerdedel af den globale økonomi.

Hvad er Cities100?
Cities100 er skabt som et samarbejde mellem C40 Cities og Nordic Sustainability. Cities100 fremviser 100 af de mest ambitiøse klimaprojekter i verden. Projekterne er udvalgt blandt 195 ansøgere efter en udvælgelses- og evalueringsproces ved Nordic Sustainability og et team af eksperter fra C40.

Projekterne er evalueret efter fem kriterier: Klimaeffekt, merværdi, innovation, samarbejde samt deling og opskalering. Det er fjerde gang Cities100-rapporten bliver udgivet.

Hvor stort er det?
Projekterne i Cities100-rapporten indgår i et globalt inspirationskatalog, der skal inspirere internationalt. Glasklyngen i Næstved er udvalgt blandt de 100 mest ambitiøse og innovative eksempler på løsninger fra hele verden, hvor byer arbejder strategisk med klimatiltag.

Glasklyngen i Næstved er et eksempel på, hvordan kommuner og byer med lokale løsninger viser vejen for, hvordan man kan bidrage til at opfylde Parisaftalensmål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5°C. 

Hvem er med i glasklyngen i Næstved?
Glassorteringsvirksomheden Reiling Glasrecycling og glasproduktionsvirksomheden Ardagh Glass Holmegaard udgør sammen med Næstved Kommunes Ressource City, glasklyngen i Næstved.

Glasklyngen indsamler og sorterer omkring 125.000 tons glas, som genanvendes til cirka 7-800 millioner flasker og husholdningsglas årligt. Det sparer verden for en CO2-udledning på ca. 15.000 tons om året.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev