Dansk Miljø & Genbrug: Træ- og plastaffald er det nye forretningsguld

30. juni 2022

Dansk Miljø & Genbrug: Træ- og plastaffald er det nye forretningsguld

Daniel Opiola foran brugbart træ, som er sorteret fra det andet affald, der kommer ind på miljøpladsen i Holbæk. Træet venter på at blive hentet, så det kan komme i recirkulation

Daniel Opiola foran brugbart træ, som er sorteret fra det andet affald, der kommer ind på miljøpladsen i Holbæk. Træet venter på at blive hentet, så det kan komme i recirkulation. Foto: Ressource City

 

Projektdeltagelse har åbnet for en ny verden af muligheder for affaldshåndteringsvirksomheden Dansk Miljø & Genbrug. Virksomheden er begyndt at gøre forretning på materialer, som man tidligere betalte for at få brændt.

”Det er en stor rejse, vi har været på i løbet af meget kort tid. Og jo mere vi arbejder med tingene, jo mere bevidste bliver vi om mulighederne.”

Sådan siger afdelingschef Daniel Opiola fra Dansk Miljø & Genbrug om den grønne transformation, som virksomheden har været igennem det sidste år.

Virksomheden lever af at håndtere affald fra bygge- og anlægsbranchen. Fra tidligere at sende alt brændbart affald til forbrændingsanstalten, er Dansk Miljø & Genbrug nu gået i gang med at gøre en forretning ud af at sende affaldet i recirkulation.

 

Sorterer træ til genanvendelse

Træ er en af de affaldsfraktioner, som Dansk Miljø & Genbrug er begyndt at opdyrke som forretning. I et afgrænset område af den store åbne del af materialepladsen i Holbæk ligger bundtede stakke af overraskende pænt og rent træ. Det er trykimprægnerede standardregler i ens længder. Stabler af brædder. Mindre stykker af lyst træ i ukurante længder.

Træet ligger nu og venter på at blive hentet af en lastbil fra en byggemarkedskæden, når den alligevel er i området inden for den næste uges tid.

”Det træ, vi får ind, fejler ofte nærmest ingenting. Vi sorterer det hele, fjerner søm osv., og så kommer der et byggemarked og henter det brugbare, så det kan komme tilbage i cirkulation,” fortæller Daniel Opiola.

 

Stor win-win for forretningen

Dansk Miljø & Genbrug er i gang med en prøveperiode med levering af brugbart træ til et cirkulært projekt, der indsamler brugbart træ fra især byggeriet og sælger det til videre brug.

For Dansk Miljø & Genbrug er den nye måde at håndtere affaldet, der kommer ind på, ved at frasortere de brugbare materialer, et fremskridt for forretningen på flere måder.

”Vi tjener penge på træet og sparer udgiften til forbrændingsanstalten. Og så sparer vi CO2, fordi vi ikke skal ud at fragte materialerne til forbrændingen. Samtidig bliver materialerne genanvendt i stedet for at blive neddelt og brændt. Det er en ren win-win”, fortæller Daniel Opiola.

 

Afsætter plastaffald til produktionsvirksomhed

Også afsætning af plastaffald til genanvendelse er et område, som Dansk Miljø & Genbrug er i færd med at opdyrke. Virksomheden arbejder på at etablere et samarbejde med en virksomhed, der fremstiller produkter af plast.

Planen er at få et neddelingsanlæg til plast op at køre på materialepladsen i Sorø. Og så er det ellers i gang med at få genanvendt plastik.

”Vi har fået en ny indgangsvinkel på at få afsat plastaffald. Vi vil gerne have et større flow af affald igennem. Det handler om at udnytte materialerne bedre”, siger Daniel Opiola.

 

Projekt åbnede øjnene for forretningsmuligheder

Det er gennem det grønne erhvervsprojekt, Green Change Zealand, at Dansk Miljø & Genbrug er kommet på sporet af den gode forretning i recirkulation af materialer. Green Change Zealand hjælper SMV’er med gennemgribende grønne forandringer.

Såvel princippet om at gøre forretning ud af genanvendelse, som kontakten til plastvirksomheden og byggemarkedskæden, kommer fra projektet.

”Gennem deltagelse i projektet blev vi opmærksomme på, at der var et potentiale i træ- og plastaffald. Vi havde haft en fornemmelse af, at man ikke udnyttede de materialer, der kom ind, optimalt. Men det var først i forbindelse med en cirkulær værdikædeanalyse i projektet, at potentialet i affaldet for alvor blev klart for os. Projektet har åbnet vores øjne for, hvor mange muligheder der er for genanvendelse.”, siger Daniel Opiola.

 

Fra CO2 reduktion til god forretning

Det var et ønske om at reducere CO2-forbruget, der oprindeligt fik Dansk Miljø & Genbrug til at gå ind i Green Change Zealand-projektet.

”Vi ville gerne have en grønne profil, og vi ville gerne have kortlagt vores CO2-aftryk. Det bliver jo et konkurrenceparameter, det er den vej, vi alle kommer til at gå. Og vi vil gerne allerede nu gøre os gældende. siger Daniel Opiola.

Han fortæller, at mange af Dansk Miljø & Genbrugs kunder kører affald for offentlige bygherrer og store pensionsselskaber, som i fremtiden vil stille krav til alle både frem og tilbage i værdikæden om at have styr på CO2-regnskabet.

”Vi startede med at gå ind i projektet, for at reducere CO2. Så blev vi klogere undervejs, vi fandt ud af, at der var forretning i det. Vi vil gerne give noget tilbage til samfundet. Men vi gør ikke noget alene for vores blå øjnes skyld. Jeg tænker, vi har en forretningsfordel ved at være på forkant”, siger Daniel Opiola.

 

Et frø er begyndt at spire

Erfaringerne og indsigterne, som Dansk Miljø & Genbrug har opnået gennem projektdeltagelsen, bliver aktivt omsat til nye initiativer.

Bl.a. arbejder en ansat nu på daglig basis med at afsøge muligheder for afsætning af nye affaldskilder som blød plast. Og der arbejdes på at opbygge relationer til flere samarbejds- og sparringspartnere i branchen – også blandt de, som egentlig er konkurrenter.

”Det vigtige ved vores deltagelse i Green Change Zealand er, at der er blevet plantet et frø, der har givet os mulighed for mere. Nu bygger vi ovenpå”, fortæller Daniel Opiola.

FAKTA om Dansk Miljø & Genbrug

  • Virksomheden, der har hovedsæde i Næstved med filialer i Roskilde, Sorø og Holbæk, håndterer affald, primært fra bygge- og anlægsindustrien, håndterer jordtipper og har desuden en råstofgrav.
  • Affaldshåndtering handler om at modtage affaldet, sortere det, og sende det videre i systemet. Noget affald bliver sendt til forbrænding, noget bliver sendt til deponi. Jern bliver sendt til genanvendelse hos en skrothandler.
  • Dansk Miljø & Genbrug modtager også haveaffald fra rydninger ved byggeprojekter mv. Haveaffaldet neddeles til kompost, og noget sendes til fjernvarmeværk i København, mens andet blandes med knust tegl, der også er sorteret fra affaldet, og anvendes til taghavejord.
  • Affaldshåndteringen er en forholdsvis ny aktivitet, der kom i gang i forbindelse med etableringen af det nuværende Dansk Miljø & Genbrug i 2017.
  • Dansk Miljø & Genbrug ApS udspringer af en virksomhed, der siden 1990 har beskæftiget sig med råstofgrav og håndtering af jordtipper.