Næstveds glasklynge er udvalgt blandt verdens bedste klimaløsninger

2. oktober 2019

pressemeddelelse

Næstved er for alvor kommet i den grønne superliga. For første gang er Næstved nemlig udvalgt som Cities100-by – en af 63 byer fra hele verden, der har de mest ambitiøse og innovative eksempler på klimaløsninger.

Når det globale inspirationskatalog, Cities100-rapporten, i dag udkommer, er Næstved med for første gang. I selskab med byer som London, Hong Kong og New York er Næstved nemlig udpeget som en af de 63 byer i verden, der har de mest ambitiøse klimahandlingsprojekter, og som resten af verden bør lade sig inspirere af. 

Det er glasklyngen i Næstved, der har fået Næstved på det globale klima-verdenskort. Glasklyngen består af glassorteringsvirksomheden Reiling Glassrecycling og glasproduktionsvirksomheden Ardagh Glass Holmegaard sammen med Næstved Kommunes Ressource City.  

Glasklyngen er et af Næstveds bedste eksempler på cirkulær økonomi. Den indsamler og sorterer omkring 125.000 tons glas om året, hvorefter glasset bliver genanvendt til cirka 700-800 millioner flasker og husholdningsglas om året. Glasklyngen sparer dermed klimaet for ca. 15.000 tons CO2 om året.

– Næstved er for alvor kommet på det grønne, globale verdenskort. Der er mange millioner byer på vores klode, så når vi nu ligger i top 100 over klimaambitiøse byer, betyder det, at vi er i den absolutte superliga. Tak til alle, der har været med til at bringe os til den placering. Jeg kunne ikke være mere stolt, lyder det fra borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen. 

Årlig reduktion på 15.000 tons CO2
Ardagh og deres kunder og samarbejdspartnere har stort miljømæssig fokus, hvilket har medført, at de gennem de seneste år har øget genanvendelsesprocenten af glasskår. Derudover samarbejder de med deres kunder om udviklingen af lettere glasemballager. Det har de seneste 5 år medført en vægtreduktion på 8 procent.

– Vi har investeret i en ny smelteovn, der har reduceret energiforbruget med 18 procent, og vi leverer desuden overskudsvarme fra produktionen til fjernvarmenettet i Holmegaard, hvilket medfører en årlig reduktion på 15.000 tons CO2. Vi er positive over, at glasklyngen i Næstved er blevet en del af Cities100 og håber, at dette kan medvirke til at øge fokus på genanvendelse af glas i både Danmark og i resten af verden, fortæller Kim Holmberg, som er CFO for Ardagh Glass Holmegaard. 

En af Europas førende recyclere
Reiling Glasrecycling har i mere end 100 år indsamlet og oparbejdet glas med afsætning til glasværkerne for øje. De har i mange år været en del af glasklyngen i Næstved, og virksomheden er i dag en af Europas førende recyclere indenfor glas.

– Vi er glade og stolte over den anerkendelse det er, at blive en del af “Cities100”. En anerkendelse der for os alle både forpligter og motiverer. Fokus på bæredygtighed og genanvendelse er støt stigende i hele verden og har i mange år været kerneområdet i Reiling Glasrecyclings aktiviteter. Derfor er vi naturligvis glade for, at det er kommet på den internationale klimadagsorden. Vi håber med “Cities100”-anerkendelsen, at Næstved Ressource City og Reiling Glasrecycling kan være med til at bidrage til endnu mere fokus på cirkulær økonomi både nationalt og internationalt, siger fabrikschef i Reiling Glasrecycling, Jesper Blicher-Nordkvist.


Pressen er velkommen til et kombineret pressemøde og fejring af anerkendelsen i Ressource City i dag, onsdag den 2. oktober 2019 kl. 13.00, Maglemølle 31, 4700 Næstved. Her vil repræsentanter fra Reiling Glasrecycling, Ardagh Glass Holmegaard og Næstved Kommune være til stede, og der bliver serveret kaffe og lagkage.

Hænder holder glasrestproduktet durapor fra Dansk Celleglas

Vigtige datoer

10. oktober
Ressource City afholder C40-klimakonference i Næstved for fremtidens voksne med bl.a. livestreaming fra C40 Klimatopmødet i København.

11. oktober
Ressource City præsenterer glasklyngen i Næstved på C40 Klimatopmødet i København.

12. oktober
På Klimakonferencens sidste dag er glasklyngen i Næstved besøgsdestination for de delegerede ved C40 Klimatopmødet, hvor virksomhederne i glasklyngen præsenteres. 

Hvad er C40 Cities?
C40 Cities forbinder og forpligter 94 af verdens største byer til konkret klimahandling for at bane vejen for en sundere og mere bæredygtig fremtid. Netværket repræsenterer 700+ millioner borgere og en fjerdedel af den globale økonomi.

Hvad er Cities100?
Cities100 er skabt som et samarbejde mellem C40 Cities og Nordic Sustainability. Cities100 fremviser 100 af de mest ambitiøse klimaprojekter i verden. Projekterne er udvalgt blandt 195 ansøgere efter en udvælgelses- og evalueringsproces ved Nordic Sustainability og et team af eksperter fra C40.

Projekterne er evalueret efter fem kriterier: Klimaeffekt, merværdi, innovation, samarbejde samt deling og opskalering. Det er fjerde gang Cities100-rapporten bliver udgivet.

Hvor stort er det?
Projekterne i Cities100-rapporten indgår i et globalt inspirationskatalog, der skal inspirere internationalt. Glasklyngen i Næstved er udvalgt blandt de 100 mest ambitiøse og innovative eksempler på løsninger fra hele verden, hvor byer arbejder strategisk med klimatiltag.

Glasklyngen i Næstved er et eksempel på, hvordan kommuner og byer med lokale løsninger viser vejen for, hvordan man kan bidrage til at opfylde Parisaftalensmål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5°C. 

Hvem er med i glasklyngen i Næstved?
Glassorteringsvirksomheden Reiling Glasrecycling og glasproduktionsvirksomheden Ardagh Glass Holmegaard udgør sammen med Næstved Kommunes Ressource City, glasklyngen i Næstved.

Glasklyngen indsamler og sorterer omkring 125.000 tons glas, som genanvendes til cirka 7-800 millioner flasker og husholdningsglas årligt. Det sparer verden for en CO2-udledning på ca. 15.000 tons om året.

Kontaktpersoner

Næstved Kommune: Borgmester Carsten Rasmussen, tlf. 2545 0943

Reiling Glasrecycling: Jesper Blicher-Nordkvist, tlf. 5455 5458
Ardagh Glass Holmegaard: Kim Holmberg, tlf. 4034 9820
Ressource City: Søren Nielsen, tlf. 2545 1537 og Michael Elgaard, tlf. 2015 4509

Realdania: Pia Møller Munksgaard, tlf. 2969 5249

Nordic Sustainability: Pernille Jægerfelt Mouritsen, tlf. 2293 7613

Læs mere om Ressource Citys glasklynge i Cities100-rapporten

Vi er stolte af at være en del af verdenseliten inden for klimaløsninger. Du kan læse uddraget om Ressource Citys glasklynge her