NæverGreen-festival
Lørdag den 12. oktober sætter Næstved Cityforening og Ressource City på en nytænkende, sjov og lærerig måde fokus på bæredygtighed, genbrug, affaldssortering, verdensmålene, reparation, byttemarked, klima, grøn energi og meget mere.
Lørdag den 12. oktober 2024 klokken 10 - 14 inviterer vi Næstveds borgere til at se byen med grønne briller.
Ved NæverGreen-festivalen vil børn og voksne kunne møde en lang række grønne tilbud og aktiviteter på Axeltorv og i de omkringliggende butikker.
Det sker på Axeltorv
Kl. 10-12: ’Stormester’ med miljøminister Magnus Heunicke, byrådsmedlem Rune Kristensen og Næstved Ungeråd
Kom og se med, når Næstved Ungeråd dyster mod miljøminister Magnus Heunicke (S) og Næstved Kommunes byrådsmedlem og formand for Klima-, Miljø-, og Friluftsturismeudvalget Rune Kristensen (C) om at løse forskellige opgaver på den mest kreative og bæredygtige måde. Mellem konkurrencerne interviewer Næstved Ungeråd de to politikere om deres arbejde med at fremme bæredygtighed på nationalt og lokalt plan.
Arrangør: Ungerådet – Næstved Kommune
Repaircafé
Repair Cafe er et bæredygtigt udviklingskoncept, hvor frivillige ildsjæle mødes og tilbyder lokale borgere at reparere defekte genstande, som ellers var blevet smidt ud. De giver livet tilbage til din mobiloplader, syr flængen i din skjorte, får din brødrister til at riste igen, eller trækker nye ledninger i din gamle lysekrone. Og al hjælp er gratis!
Køb en mulepose
AffaldPlus har sorteret duge, gardiner og andre tekstiler fra, som er er blevet afleveret til genbrug her i Næstved. Nu har du mulighed for at få din helt egen unikke Næstved mulepose, som Repair Cafe syer ud af de mange tekstiler, som normalt bare ville være blevet kasseret.
Muleposen koster kr. 40,- og beløbet går ubeskåret til Repair Café arbejde her i Næstved.
Byttemarked
Ved byttemarkedet er din ”adgangsbillet” for at deltage, at du selv medbringer en pose (eller mere) med dametøj, herretøj, børnetøj og legetøj, der stadig er i fin stand og som har en værdi for andre.
Medbring ovenstående i god stand (dog ikke store ting – dvs. ting skal kunne være i hvad der svarer til en “ikea pose”). Fordel selv dine ting efter de fire kategorier på bordene, hvis du er i tvivl spørge en frivillig.
Gå på opdagelse og tag hvad du kan bruge, mærk efter om du tager tingene fordi de er gratis, eller om de kan bringe glæde i netop dit hjem.
Overskuddet af ting bliver doneret til velgørende formål.
Arrangør: Næstved Byttemarked
Tryk på ting!
Makerspace Næstved upcycler og puster nyt liv i din gamle t-shirt, bluse eller bukser. Vi fejrer pletter og huller og dekorerer dem feks med dit helt eget unikke tekstiltryk, som du selv har designet. Eller måske skal du have stoppet et hul i strikweateren? Så kan du lave fantasifulde mønstre med nålefilt.
Arrangør: Makerspace Næstved
Ram plet i dåsekast og få en middagsinvitation
Næstved Kommunes klimakoordinator Anette er vært for en god gang omgang dåsekast i klimaets tegn. Kig forbi til dåsekast og hør om Næstved Kommunes Klimakaravane, der i efteråret inviterer til 3 x fællesspisning med gratis, klimavenlig mad.
Arrangør: Næstved Kommunes klimakoordinator
Bliv klog på tekstiler med AffaldPlus
Besøg AffaldPlus’ tekstiludstilling og bliv klogere på bæredygtig mode. Du kan også prøve kræfter med at sortere tekstilaffald eller ’tippe en 10’er’ i tekstilquizzen. AffaldPlus stiller gavekort på højkant til PlusButikkerne og PlusByg og uddeler popcorn og økologiske æbler.
Arrangør: AffaldPlus
Lav egen havregryn
Tryl havre fra marken om til havregryn når 4H Næstved står klar på Axeltorv med deres havrekværn.
Arrangør: 4H
Lav et insekt af genbrugsmaterialer
Børn inviteres til at lave deres eget sjældne insekt af genbrugsmaterialer som propper, kapsler, låg, farvede folier og meget mere. Små kryb bliver til og sniger sig ned i lommen hos et barn! Eller bosætter sig i byens gader og hilser på de besøgende! Vel mødt til hygge og kreativitet!
Arrangør: Næstved Kommunes Team Affald
Næstved Synger
8 minikoncerter med 8 forskellige kor fra Næstved Musikskole og Næstved Musikaftenskoler
10.00 Lungekoret
10.20 BiblioteKoret
10.40 Kor for sjov
11.00 Voca Voca
11.20 Holmegaard Koret
11.40 Diskant
12.00 Female Connection
12.20 Cantemus
Arrangør: Næstved Musikskole
Sted: Sydbanks Arkade, Axeltorv
Kl. 10.00 – 14.15: Næstved Synger – Fællessang med Trine Pallesen
Sanger og skuespiller Trine Pallesen har udvalgt en stribe sange fra højskolesangbogen med grønt tema. Pianisten Sebastian Zawadski akkompagnerer. Tag højskolesangbogen med, hvis du har én – ellers låner vi ud.
Arrangør: Næstved Musikskole
Sted: Sydbanks Arkade, Axeltorv
Grønne tilbud i butikkerne
Find butikkerne med de grønne balloner og se deres grønne tilbud. Følgende butikker deltager i dette års NeverGreen-festival:
Brotorvets Cykler, Axeltorv og Brotorvet
Kig forbi Axeltorv, hvor Brotorvets Cykler viser deres smarte elcykler og giver mulighed for at prøve forskellige elektriske ladcykler. Der er selvfølgelig også gode tilbud at finde i butikken på Brotovet.
Sødt Næstved, Hjultorv 10A
Besøg Sødt Næstved på Hjultovet og få et godt tilbud på økologisk chokolade. Bag Sødt Næstved er Økoladen, som er kendt i hele Danmark for deres økologiske chokolader lavet af de bedste råvarer.
Mamas Garn, Ringstedgade 8
Besøg Mamas Garn og se deres tilbud på økologisk garn og garn lavet af genanvendte fibre. Mamas Garn er også at finde på Axeltorv på dagen.
Glad Kunst, Ringstedgade 20
Besøg det farverige og hyggelige galleri Glad Kunst i Ringstedgade og få rabat på flotte, upcyclede møbler og keramik. Gitte Berger Struntze bruger for eksempel malerteknikken ’pouring’ til at give nyt liv til gamle caféborde, genopfrisker keramik med nye farver, omdanner gamle LP’er til ure og meget mere.
Gitte Sass by Poul Stig, Ramsherred 19
Kig ind til Gitte Sass by Poul Stig og få genopfyldt din brillerens-flaske helt gratis. Du kan desuden aflevere briller til genbrug, snuppe et gratis brilleetui og se eksempler på brillemærker, der laver briller af plantebaserede og genanvendte materialer.
Nuclair, Ramsherred 21
Besøg frisør Nuclair og spar 20% på de økologiske hårprodukter fra Innersense Organic Beauty serien.
Only Hair, Vinhusgade 14
Kig forbi frisør Only Hair og se udvalget af smarte hårklemmer fra Næstved-virksomheden Orphic Style. Orphic Style designer holdbare hårklemmer lavet af et plantebaserede materiale.
Helsam Næstved, Kindhestegade 1 A
Besøg Rikke og Alice hos Helsam Næstved og find de gode, grønne fødselsdagstilbud. Helsam Næstved har et bredt udvalg af økologiske, vegetariske og miljømærkede produkter til hud, hår & husholdning.
Kræmmerhus, Kindhestegade 5
Skal du købe kaffe og te? så medbring din kaffe- eller tedåse til direkte genopfyldning, så sparer du pengene på posen, og du får ovenikøbet ekstra kaffe og te med i dåsen. Samtidig er du med til at nedbringe forbruget af emballage.
Go' Appetit, Kirkestrædet 1
Kig ind hos Go Appetit og få et gratis glas, grøn og økologisk juice.
Sted
- 12. okt. 2024
- 10.00 -14.00
- Axeltorv, 4700 Næstved
- Gratis
Arrangører
Kontakt
Signe Munch-Pedersen
Ressource City
Mobil:
20 15 37 33
E-mail: sigmun@naestved.dk