Gå til hovedindhold
NæverGreen shop

Blomsteriet i Fuglebjerg, Næstvedvej 25

Da Blomsteriet i Fuglebjerg for nylig blev NæverGreen shop, var det en naturlig forlængelse af den måde, forretningen allerede arbejder på. Bæredygtige løsninger noget, der er fokus på i hverdagen i blomsterbutikken, fortæller indehaver Kirsten Davidsen.

Hos Blomsteriet i Fuglebjerg arbejder indehaver Kirsten Davidsen på at skære ned på brugen af plastik og oasis. Foto: Ressource City.

Indhold

    Særligt affaldsforebyggelse fylder meget i arbejdet. Blomsteriet arbejder målrettet på at reducere brugen af plastik, og næste skridt bliver at udskifte syntetisk bast med mere naturlige alternativer som græs- eller sisalsnor.

    Når kunderne køber blomsterbuketter, bliver de hydreret med gamle aviser i stedet for det klassiske vådpapir – en enkel løsning, der sparer ressourcer og giver nyt liv til materialer, som ellers ville blive smidt ud.

    Kirsten tænker også i nye løsninger på tværs af sortimentet. Blandt andet arbejder hun på at udskifte plastkistebakker med papkistebakker i sorgbinderiet.

    Blomster i Too Good To Go

    Et andet initiativ handler om at mindske spild. Blomsteriet er tilmeldt ordningen Too Good To Go, hvor planter med kortere holdbarhed sælges videre i stedet for at gå til spilde. Det reducerer ikke bare affald – det skaber også kontakt til nye kunder, som måske ellers ikke havde fundet vej til butikken. 

    Den grønne indsats stopper ikke ved affaldsforebyggelse. Leverancer sker med elbil eller elvarebil, ruter samles for at mindske transporten, og butikken har både LED-belysning og solceller på taget.

    Socialt ansvar

    Samtidig vægter Blomsteriet et stærkt socialt ansvar. Kirsten driver forretningen sammen med fire medarbejdere: en elev fra Vilvorde, to uddannede blomsterdekoratører, en fleksjobansat og en medarbejder fra et bosted. Derudover har butikken løbende åbnet døren for borgere med løsere tilknytning til arbejdsmarkedet gennem praktik, job eller uddannelsesforløb.

    For Kirsten handler det ikke om store ord, men om at finde løsninger, der giver mening i en travl hverdag. Små og store valg kan tilsammen gøre en forskel – både for miljøet, kunderne og lokalsamfundet.

    Blomsteriet har opnået 60 point i sin ansøgning om at blive NæverGreen shop. Ansøgningen er gennemgået sammen med Ressource City den 22. maj 2026.

    Bæredygtighedsinitiativer

    Alle NæverGreen-shops arbejder med at fremme bæredygtighed inden for en række fælles temaer, der blandt andet handler om cirkulær økonomi, affaldsforebyggelse og energieffektiv drift. Hos Blomsteriet kommer det til udtryk gennem flere konkrete tiltag:

    Affaldsforebyggelse

    • Vi sorterer affald i de fraktioner, der opstår hos os.
    • Vi er tilmeldt en madspildsordning for vores blomster (Too Good To Go)

    Socialt ansvar

    • Vi har medarbejdere ansat, der har støtte efter de handicapkompenserende ordninger.
    • Vi har inden for det seneste år tilbudt praktik, fritidsjob, ansættelse eller uddannelse til borgere med manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.

    Grøn transport

    • Vi får eller leverer vores varer i elbil eller elvarebil
    • Vi samler vores leverancer og/eller optimerer vores ruter, når vi leverer varer

    Energibesparelser 

    • Vi slukker lyset i forretningen uden for åbningstid
    • Vi har udskiftet al vores belysning til LED

    Vedvarende energi

    • Vi har solceller på taget

     Se flere NæverGreen shops