Gå til hovedindhold
Afsluttet projekt

Pilotprojekt Ressourceagenterne

Nyt pilotprojekt i Næstved Kommune hjælper virksomheder med ekstra ressourcer og konkret sparring til arbejdet med grøn omstilling. Samtidig får ledige med en videregående uddannelse mulighed for at skrive relevant joberfaring på cv’et. Ressource City er videnspartner.

Tre mennesker, en kvinde først og bag hende to mænd, sidder på række ved skriveborde med front mod fotografen. Foran dem computerskærme. Kvinden sidder og skriver på et tastatur
  • Læs op

Indhold

    Virksomheder, der ønsker at arbejde med grøn omstilling, får hjælp fra en ressourceagent til at finde konkrete muligheder for at komme i gang.

    Gennem pilotprojekt Ressourceagenter bliver virksomhederne matchet med en ledig med en relevant videregående uddannelse, som i løbet af en fire ugers virksomhedspraktik som ressourceagent screener virksomheden for muligheder og giver bud på, hvordan netop den pågældende virksomhed kan arbejde videre med den grønne omstilling.

    Pilotprojektet har til formål at hjælpe virksomheder i gang med at gøre sig klar til den grønne omstilling og de stigende krav og forventninger fra kunder og det omgivende samfund.

    Projektet skal desuden understøtte Næstved Kommunes erhvervsstrategi ved at skabe mulighed for nye, grønne arbejdspladser samt skabe forbindelse mellem interesserede virksomheder og ledige med relevante uddannelser.

    Plan for implementering af grønne tiltag

    Som en del af praktikken leverer ressourceagenten en plan for, hvordan netop den pågældende virksomhed kan arbejde videre med den grønne omstilling. Planen kan indeholde bud på, hvordan grønne tiltag integreres med virksomhedens forretning.

    Efter praktikken er der mulighed for, at virksomheden kan ansætte ressourceagenten til at hjælpe med at implementere og integrere de grønne tiltag i virksomheden. I første omgang med løntilskud og efterfølgende i en ordinær ansættelse.

    Pilotprojektet er et samarbejde med Center for Arbejdsmarked i Næstved Kommune. Ressource City deltager i projektet som videnspartner, og bidrager blandt andet med sparring med virksomhederne om arbejdet med grøn omstilling.

    Pilotprojektet henvender sig til virksomheder i Næstved Kommune.

    Se Ressource Citys andre projekter