ESG-arbejdet er et salgsparameter hos LS Control
Grøn omstilling er en del af DNA’et Næstved-virksomheden LS Control, der siden 1969 har udviklet elektronik-, software- og Internet of Things (IoT)-løsninger til producenter af energimærkede varmepumper og ventilationsanlæg.

LS Control beskæftiger flere end 50 medarbejdere, der på virksomheden i Herlufmagle udvikler og producerer elektronik-, software- og Internet of Things (IoT)-løsninger og apps for en lang række producenter af blandt andet varmepumper, ventilation og boligopvarmning. Foto: LS Control
Igennem de seneste år har LS Control også haft fokus på at reducere deres eget energiforbrug. Virksomheden blev i 2022 miljøledelsescertificeret efter ISO 14001-standarden og forpligter sig i den forbindelse til at skabe løbende miljøforbedringer. Senest er der opsat et solcelleanlæg på 50kW og der udarbejdes et klimaregnskab for scope 1-3 med alle de fejl og mangler, det kan indebære.
”Det kan være vanskeligt at skaffe alle data - især fra leverandørerne. Men nu kender vi processen, og den vil blive forfinet i de kommende år. Vi kan også allerede nu se, hvor vi kan gøre noget, og hvilke områder der har stor betydning – og det er på råvaresiden,” fortæller adm. direktør Per Nielsen.
Kunderne efterspørger grønne løsninger
I løbet af de sidste to år er grøn omstilling i højere grad blevet et emne, som virksomheden taler direkte med kunderne om i forhold til deres valg af løsninger. Og LS Control prøver at gøre deres til at tænke i smarte løsninger. Det kan f.eks. være i forhold til at den elektronik, virksomheden leverer, nemt kan serviceres og skilles ad igen.
”Men egentligt har det altid været en del af vores DNA at udvikle produkter, der hjælper med at spare på energien,” forklarer Per Nielsen.
ESG-data sælger
LS Control møder ofte krav fra deres kunder om at kunne levere ESG-dokumentation. Dermed er ESG-data blevet et betydeligt salgsparameter.
I 2023 blev LS Control opkøbt af svenske Nibe Industrier AB og i den forbindelse blev ESG-rapportering udvidet til CSRD-rapportering.
”Den næste milepæl er at få indarbejdet rapporteringsrutiner, både i forhold til vores klimaregnskab (med alle 3 scopes) og i forhold til den CSRD-rapportering, vi er blevet en del af. Det er i hvert fald helt sikkert, at arbejdet med ESG og CSRD vil fortsætte," fortæller Per Nielsen.
LS Control i Herlufmagle har siden 2023 været en del af Ressource Citys Advisory Board.
Om LS Control
- LS Control blev etableret i 1969 og er i dag mere end 50 medarbejdere fordelt på produktion, administration og udvikling.
- LS Control udvikler og producerer elektronik-, software- og Internet of Things (IoT)-løsninger og apps for en lang række producenter. Det er for eksempel producenter af varmepumper, ventilation og boligopvarmning, men også inden for udstyr til laboratorier og fødevarefremstilling.
- Kendetegnende for LS Controls kundeportefølje er, at de laver produkter, der forventes at have en lang levetid. Og at de ofte har en direkte indvirkning på forbruget af vand, varme og ventilation.
- Derudover sælger LS Control et standardproduktprogram til installatører af el- og varmeløsninger.