Gå til hovedindhold
Case

Frede Andersen & Søn: Grønne ambitioner og samfundsansvar i transportbranchen

Opgradering til regnskabsklasse C har for alvor sat gang i den grønne omstilling hos transportvirksomheden Frede Andersen & Søn og Andersen Gruppen, der for første gang har rapporteret på det nye EU-direktiv Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) i 2024.

Signe Amalie Kragh Nielsen (th) og Ida Sofie Visby Søgaard (th) holder oplæg om deres arbejde med ESG hos Frede Andersen & Søn og deler ud af deres erfaringer med CSRD-rapportering. Foto: Ressource City

Indhold

    Transportvirksomheden Frede Andersen & Søn (FAS) begyndte sin grønne rejse, da datterselskabet Dansk Miljø og Genbrug (DMG) deltog i det landsdækkende projekt Grøn Cirkulær Omstilling. Dette initiativ hjalp FAS med at få økonomisk støtte til at investere i en plastneddeler og starte kortlægning af CO2-udledningen fra transport.

    Derudover blev direktør Peter Andersen hurtigt opmærksom på behovet for nye kompetencer, hvilket førte til ansættelsen af bæredygtighedsmedarbejder Ida Søgaard, som ansvarlig for det første klimaregnskab. 

    CSRD driver bæredygtighedsarbejdet frem

    Men der er flere årsager til virksomhedens fokus på grøn omstilling. FAS vil gerne påtage sig et samfundsansvar, men er også rykket op i regnskabsklasse C (stor), hvilket betyder, at virksomheden fra og med regnskabsåret 2024 skal rapportere på det nye EU-direktiv Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD). Det betyder, at virksomheden skal redegøre for bæredygtighed, i et særskilt afsnit i ledelsesberetningen i årsrapporten.

    I løbet af 2024 har Frede Andersen & Søn derfor gennemgået væsentlige forandringer i forhold til bæredygtighed for at kunne leve op til dokumentationskrav fra revisorer og kunder. Virksomheden har blandt andet ansat bæredygtighedsmedarbejder Signe Kragh Nielsen, der sammen med Ida Søgaard udarbejder klimaregnskaber for alle seks virksomheder i Andersen Gruppen. 

    Næste milepæl i FAS

    FAS kan nu præsentere resultaterne af deres indsats for samfundsansvar og nedbringelse af CO2-udledning. De to bæredygtighedsmedarbejdere har udarbejdet klimaregnskab for de sidste tre år, og har de valgt at lægge vægt på tiltag som energirigtig kørsel, som noget af det de arbejder videre med for at mindske udledning på deres lastbiler og uddanne chaufførerne til at ændre indgroede vaner. 

    Samarbejde med Ressource City

    Ressource City har spillet en vigtig rolle i FAS' arbejde med grøn omstilling. Gennem Ressource Citys arrangementer har FAS fået ny inspiration og opbygget værdifulde samarbejder.

    Peter Andersen er i dag medlem af Ressource Citys Advisory Board.

    Frede Andersen & Søn har et stort fokus på energirigtig kørsel. De holder i 2025 deres første energirigtig kørselskampagne for deres lastbilchauffører. Foto: FAS

    Fakta om Frede Andersen & Søn

    • Frede Andersen & Søn er en af de større transportvirksomheder på Sjælland.
    • Virksomheden tilbyder totalløsninger indenfor transport, herunder afhentning og transport af affald, byggematerialer, jord, sten og grus. Derudover tilbyder de tjenester som løft, grabning, sugning og fejning.  
    • Vandt i 2023 DTLs 'Den Grønne Transportpris'.
    • Arbejder med social bæredygtighed ved bl.a. at tage socialt ansvar, arbejde med forbedring af arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og inklusion af ordblinde. 
    • Vandt i 2024 ZBC's Efteruddannelsespris for deres ordblindeforløb. 
    • Har udviklet et adfærdskodeks for samarbejdspartnere.
    • Har et højere andel kvindelige chauffører end gennemsnittet for virksomheder i transportbranchen. 

    Læs andre eksempler på cirkulær økonomi