Gå til hovedindhold
Nyheder

Årsrapport 2024: Nye initiativer og projekter

Vil du vide mere om, hvad Ressource City laver? I vores seneste årsrapport får du et indblik i nogle af de mange initiativer og projekter, vi satte i gang i 2024.

9. apr. 2025

Indhold

    Er du ikke klar til at dykke ned i rapporten, får du her fem highlights fra 2024:

    1. Vi flyttede fra Maglemølle til Farimagsvej

    Efter mange gode år på Maglemølle, pakkede vi i sommeren 2024 alle materialer ned og flyttede til det nye Næstved Erhvervshus på Farimagsvej. Her har vi siden august delt hus med Næstved Erhverv, Næstved Erhvervsforening, Digital Lead, Næstved Cityforening og Center for Arbejdsmarked. Flytningen har skabt nogle meget bedre muligheder for et dagligt samarbejde aktørerne imellem.

    Ressource City flyttede i august måned ind i det nye Næstved Erhvervshus på Farimagsvej 65.

    2. Nyt fokusområde: Bæredygtighed i virksomheden Næstved Kommune

    I september måned besluttede Næstved byråd at ansætte en ny bæredygtighedskonsulent, Laura Wisler Møller, der skal understøtte arbejdet med fremme bæredygtighed i Næstved Kommune som virksomhed.

    Indsatsen er blevet forankret hos Ressource City, der fra 2025 vil understøtte interne bæredygtighedsprojekter, øget affaldssortering og udarbejdelse af et klimaregnskab for Næstved Kommune.

    Bæredygtighedskonsulent Laura Wisler Møller er per 15. februar 2025 ansat til at styrke den interne bæredygtighed i Næstved Kommune. Foto: Julie Spur Foto

    3. Ny bæredygtighedsfestival 

    Den 12. oktober havde Ressource City og Næstved Cityforening premiere på en ny bæredygtighedsfestival kaldet ’NæverGreen’. En lørdag i Næstved bymidte, hvor vi gennem aktiviteter, talks og grønne tilbud satte fokus på bæredygtighed, klima, genbrug og forbrug.

    En række forretninger i Næstved centrum, deriblandt Brotorvets Cykler, deltog på dagen med ’grønne’ tilbud på bæredygtige eller økologiske produkter.

    NæverGreen-festival vender tilbage til Næstved by i 2025 sammen med endnu flere samarbejdspartnere.

    10 forretninger deltog i 2024 i bæredygtighedsfestivalen 'NæverGreen'. En af de forretninger, der havde et godt tilbud på dagen, var Brotorvets Cykler.

    4. Nyt landbrugsnetværk

    I november måned holdt vi kick-off i vores nye netværk for landbrugsvirksomheder.

    16 landbrug, med interesse i at dele viden om og erfaringer med emner som grøn trepart, klimatiltag, klimaregnskaber, genanvendelse, cirkulær økonomi og grønne forretningsmodeller, har meldt sig til netværket.

    Landbrugsnetværket mødes fire gange om året. 

    Deltagerne i bæredygtighedsnetværket for landbrugsvirksomheder i Næstved Kommune mødtes for første gang i november 2024.

    5. Tre klimaregnskabsforløb

    Endelig afholdt Ressource City tre, gratis klimaregnskabsforløb for Næstved-virksomheder.  Klimaregnskabsforløbet er især henvendt til håndværksvirksomheder, der indgår aftale om renovering af kommunale ejendomme. Udbudsmaterialet indeholder nemlig krav om aflevering af et klimaregnskab. 

    Hold 3 på vejledningsforløbet 'Klimaregnskab i praksis', hvor virksomheder får gratis vejledning og hjælp til at lave et klimaregnskab ved brug af Erhvervsstyrelsens Klimakompasset.

    Ressource City ser frem til at fortsætte arbejdet i 2025 med endnu flere initiativer, partnerskaber og løsninger, der gør en reel forskel for både miljøet og erhvervslivet i Næstved Kommune.

    Har du ønsker eller gode ideer til, hvordan vi kan styrke den grønne omstilling af virksomhederne i Næstved, så kontakt os meget gerne.