Gå til hovedindhold
Nyheder

Velkommen til bæredygtighedskonsulent Laura Wisler Møller!

Vi er stolte over at kunne præsentere Laura Wisler Møller, der midt i februar tiltrådte som ny bæredygtighedskonsulent i Næstved Kommune. Laura sidder i Ressource City og bliver en central drivkraft i kommunens interne bæredygtighedsarbejde.

11. mar. 2025

Indhold

    Laura vil hjælpe med at omsætte vores ambitioner til konkrete initiativer. Hun skal blandt andet administrere en ny, intern bæredygtighedspulje på 1,5 mio. kr., som kommunens centre og institutioner kan søge til at igangsætte bæredygtige projekter i kommunen som virksomhed.

    "At arbejde med bæredygtighed og grøn omstilling på et højere samfundsniveau er nødvendigt, hvis vi for alvor skal rykke os. Det er en af grundene til, at jobbet hos Ressource City i Næstved Kommune fangede min interesse. Jeg ser frem til at være med til at skabe gode rammer for mere bæredygtig handling," siger Laura.

    Med en baggrund i natur- og kulturformidling har Laura erfaring med at gøre komplekse emner engagerende og forståelige – en vigtig kompetence i arbejdet med bæredygtighedspuljen. Hun understreger vigtigheden af at inddrage medarbejdere på alle niveauer og skabe ejerskab omkring bæredygtighedsprojekter:

    "Bæredygtighed behøver ikke være en hindring – det handler også om sund fornuft, oplysning og perspektiv. Vi smider fx dagligt værdifulde materialer ud, men vi ville aldrig kaste en 100-kroneseddel i skraldespanden. Min tilgang er at gøre bæredygtighed konkret og hjælpe jer med at tage de næste skridt."

    Bæredygtighedspuljen – et skub i en grønnere retning!

    I Budget 2025 afsatte Næstveds byråd 1,5 mio. kroner årligt en bæredygtighedspulje, som kommunens centre og institutioner to gange årligt kan søge til at fremme bæredygtighed i kommunen som virksomhed. Puljen kan søges til fx indkøb af affaldssorteringsbeholdere, konsulenthjælp til økologisk omlægning eller elcykler som alternativ til bilen. Der er frist for ansøgninger til bæredygtighedspuljen den 1. april og den 1. september. 

    Vi håber, at mange af vores kollegaer i kommunen vil tage fat i Laura og gøre brug af bæredygtighedspuljen, som man kan læse mere om på Næstved Kommunes intranet NORA. 

    Har du en god idé til et bæredygtigt initiativ, så tøv ikke med at tage kontakt til Laura i Ressource City!