Gå til hovedindhold

Mød AffaldPlus

Det fælleskommunale affaldsselskab AffaldPlus håndterer 60 affaldsfraktioner fra borgere og virksomheder. Her fortæller direktør Rikke Saltoft, der er medlem af Ressource Citys Advisory Board, om deres arbejde med grøn omstilling inden for affalds- og genanvendelsesområdet.

1. jul. 2024

Rikke Saltoft har siden 1. december 2023 været direktør for AffaldPlus

Indhold

    Hvad laver AffaldPlus? 

    ”AffaldPlus så dagens lys i 2010, og er et fælleskommunalt affaldsselskab med 350 medarbejdere. AffaldPlus er ejet af Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg Kommuner, og er sat i verden for at løse opgaver for vores ejerkommuner på affalds- og energiområdet. Vores hovedopgave består i at modtage det affald, som produceres i vores opland og sørge for den bedste affaldsbehandling. Det vil sige genbrug før genanvendelse, før energiudnyttelse, før deponi, før specialbehandling.

    Herudover løser vi en række andre specialopgaver for kommunerne: Fx varetager vi driften af affaldsordningen i Sorø og Ringsted Kommuner, driften af storskralds- og haveaffaldsordningerne i Slagelse og Ringsted Kommuner m.m. Vi ejer desuden Sorø Fjernvarme, som leverer fjernvarme til ca. 1.600 kunder i Sorø.

    Vi har desuden vores unikke og eventyrlige formidlingscenter, hvor børn og unge fra vores seks ejerkommuner kommer på besøg. Her lærer vi dem om bæredygtighed og giver dem en grundlæggende forståelse for, hvordan innovation og udvikling er nøglen til en varig og bæredygtig udnyttelse af Jordens ressourcer.”

    Hvornår begyndte I at arbejde med grøn omstilling og hvorfor? 

    ”Grøn omstilling er omdrejningspunktet for hele vores virke, og vi arbejder i fællesskab med vores seks ejerkommuner for at skabe et samfund, hvor affald ses og behandles som en værdifuld ressource. Vores mål er at bidrage til en fremtid, hvor økonomisk velstand og bæredygtighed ikke er hinandens modsætninger.” 

    AffaldPlus har 19 genbrugspladser på Syd-og Vestsjælland. Her er vi på genbrugspladsen i Korsør. Foto: Steen Knarberg

    Hvordan har jeres arbejde med grøn omstilling udviklet sig over tid?

    ”I takt med tiden og de politiske strømninger, har det været selvfølgeligt, at vi som affalds-og energiselskab er med helt forrest og benytter de nyeste teknologiske muligheder for at håndtere vores affald. Det har altid været AffaldPlus’ formål, men vi bliver hver eneste dag dygtigere og bedre til at forvalte vores ressourcer.

    I det hele taget er affalds-og energisektoren en gren, der har undergået en stor forvandling. Der findes i dag mere end 60 affaldsfraktioner, og det er et tal, der vokser stødt. Det betyder, at jo mere vi kan sortere, jo bedre kan vi udnytte vores ressourcer og dermed minimere vores behov for at tage af jordens ressourcer. "

    Hvad er jeres næste milepæl i forhold til grøn omstilling?

    ”Noget af det vi har fokus på lige nu, er CCS (Carbon Capture Storage) og Power to X. Det er en udvikling, som vil betyde meget for CO2-udledningen i forbindelse med energiudnyttelse i affaldsforbrændingen. Teknologien er dog endnu i et spædt stadie, men vi følger udviklingen nøje. Desuden arbejder vi på at åbne flere PlusButikker og PlusByg, hvor vi giver ting nyt liv og sender tilbage i den cirkulære økonomi.” 

    AffaldPlus sælger tøj, elektronik, porcelæn, legetøj og alverdens andet skønt genbrug, som er blevet indleveret på genbrugspladserne. Foto: Steen Knarberg

    Hvordan har I brugt Ressource City i forhold til at arbejde med grøn omstilling?

    ”Ressource City er en god platform for os i forhold til at formidle kontakter til lokale virksomheder, hvor vi sammen kan undersøge og afprøve nye initiativer og veje til mere grøn omstilling. Det er blandt via Ressource City, at vi fandt frem til vores lokale samarbejdspartner, som vi har lavet et forsøg med genanvendelse med eternit og faktisk vandt Brancheforeningen Cirkulærs Verdensmålspris 2024 for.”  

    Har du et godt råd til andre Næstved-virksomheder, der gerne vil i gang?

    ”Vi tror på, at man skal ”walk the talk” – det kan vi selv blive endnu bedre til, og det er helt klart et område, som vi vil give mere fokus internt i virksomheden. Skal hele vores flåde køre på el? Skal vi indføre ren vegetarisk menu ved arrangementer? Er der andre steder, hvor vi kan gøre det bedre? Det handler om at tage et 360 graders kig på virksomheden og få ændret og justeret på nogle af de ting, som vi gør i ren automatpilot. I det hele taget er der en masse lavthængende frugter, som man kan begynde at plukke, og når så man er klar til næste skridt, kan man fx søge råd og sparring i netværk som fx Ressource City.”

    Tak til Rikke Saltoft for at stille op til interview.

    Småt pap og papir fra husstandsindsamling lander i Genbrugsterminalen hos AffaldPlus. Materialerne komprimeres, pakkes og gøres klar til afsætning, så de kan bruges som råmateriale i papirindustrien. Foto: AffaldPlus