Gå til hovedindhold

Nyt Advisory Board med stærkt lokal erhvervsrepræsentation til Ressource City

Lokale erhvervskræfter vil de kommende år dele ud af deres erfaring i Ressource Citys nye Advisory Board. De skal inspirere og vejlede Ressource City i sit strategiske og praktiske arbejde.

18. apr. 2023
Nyt advisory board i Ressource City

Indhold

    Der er masser af friske kræfter, lokal forankring og stor erfaring fra erhvervslivet i Ressource Citys nye Advisory Board, der trådte sammen for første gang i februar i år til det etablerende møde.

    Advisory Boardet, der skal vejlede og inspirere Ressource City gennem de næste to år, består af 12 medlemmer, hvoraf otte er nye ansigter.

    Alle de nye medlemmer har tidligere samarbejdet med Ressource City, fx i virksomhedsprojekter. Og mange har været tilbagevendende deltagere ved Ressource Citys arrangementer.

    De fortsættende medlemmer fra det tidligere Advisory Board sikrer med deres engagement og indsigt i Ressource Citys forhold, at viden og erfaringer fra det tidligere arbejde føres videre.

    Et stærkt hold

    Ny formand for Advisory Boardet er byrådsmedlem for Konservative, Rune Kristensen. Han har som formand for Næstved Kommunes Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalg været med til at vedtage et nyt kommissorium, som Ressource Citys nye Advisory Board skal arbejde efter.

    Han fortæller, at på baggrund af Ressource Citys nye, virksomhedsfokuserede strategi, har udvalget ønsket et Advisory Board for Ressource City med repræsentanter fra det lokale erhvervsliv.

    ”Ressource Citys strategiske mål er at understøtte en grøn omstilling af virksomhederne i Næstved Kommune. Det er en del af byrådets vision at kommunen bliver ledende på cirkulær økonomi og genanvendelse, og jeg synes, det er en stor force, at vi her i Ressource Citys Advisory Board har sådan et stærkt hold af kompetente folk fra erhvervslivet om bord til at rådgive og inspirere Ressource City om udvikling og prioritering af aktiviteter og projekter. Jeg er glad for, at disse virksomheder og travle mennesker afser tid til arbejdet i Ressource City”, siger Rune Kristensen.

    Vigtig brik til den grønne omstilling lokalt

    Et af de nye medlemmer er CEO for Ragn-Sells Danmark, Massimo Forti, der har samarbejdet med Ressource City gennem flere år, og bl.a. har været en af hovedtalerne på Ressource Citys konference om cirkulær økonomi i 2021.

    Han fortæller, at Ressource City har skabt værdi for Ragn-Sells via adgang til netværk og synlighed af virksomheden, og han ser Ressource City som en vigtig brik til den grønne omstilling lokalt.

    ”Ressource City er en katalysator for, at virksomhederne lærer hinanden at kende. Det er en neutral partner, der skaber synergi og symbioser mellem virksomhederne, og gør det for en større agenda. Med min deltagelse her i Advisory Boardet vil jeg gerne bidrage til at Ressource City kan styrke sin position som den lokale og regionale formidler af viden inden for grøn omstilling og cirkulær økonomi”, siger Massimo Forti.