Gå til hovedindhold

Sjælland bliver grønnere med nyt WE BUILD DENMARK kontor hos Ressource City i Næstved

Bygge- og anlægsbranchen i hele Region Sjælland får nu endnu lettere adgang til viden og samarbejde om innovation, grøn omstilling og ny teknologi, når Danmarks byggeri- og anlægsklynge, WE BUILD DENMARK, åbner deres nye kontor. Det sker officielt fredag den 28. maj 2021.

25. maj 2021
To sorte containere med vinduer i siden står stablet ovenpå hinanden. I forgrunden fører en trappe i lyst træ op til et plateau foran den øverste container

Indhold

    Siden 2016 har Ressource City haft lokaler i den gamle papirfabrik på Maglemølle. Herfra har de været lokalt og regionalt anker for den grønne omstilling og for at fremme omstillingen til cirkulær økonomi for erhvervslivet.

    Nu flytter der nye medarbejdere ind i en særlig kontor-container midt inde i Ressource City. De kommer fra WE BUILD DENMARK. Herfra hjælper forretningsudviklere med at bygge bro mellem grønne løsninger og forretning, mellem forskning og virkelighed og mellem teknologier og virksomheder i hele Region Sjælland.

    Det er vigtigt, fordi de på den måde kommer tættere på de mange virksomheder i bygge- og anlægssektoren. Lige fra arkitekten som vil designe energieffektive bygninger til entreprenørvirksomheden, som vil mindske deres klimaaftryk, eller tømrermesteren som ønsker sig flere genbrugsmaterialer.

    Det er en stor gevinst, at vi får en afdeling af WE BUILD DENMARK til Næstved. Det er blevet til i et tæt samarbejde med den grønne partnerskabsorganisation Gate 21, Erhvervshus Sjælland og de øvrige Sjællandske kommuner. Det nye kontor er et fantastisk supplement til Ressource City og et løft til den grønne omstilling. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de to aktører kan styrke hinanden, og at både store og små erhvervsdrivende får nye muligheder for viden og sparring til en grønnere og mere bæredygtig udvikling

    Carsten Rasmussen, borgmester i Næstved Kommune

    WE BUILD DENMARK åbner et kontor i Næstved for at være tæt på regionens virksomheder – den regionale tilstedeværelse er vigtig, så virksomhederne har en tydelig og regional adgang til klyngen. Samarbejdet mellem kommunen, Ressource City og WE BUILD DENMARK kan nu tage fart og skabe tydelig synergi i krydsfeltet mellem de mange forskellige aktører i værdikæden med udgangspunkt i virksomhedernes udfordringer og behov.

    Med vores lokalkontor i Næstved kan vi tilbyde regionens virksomheder viden, innovation og udvikling helt tæt på. Vi er stolte af at være den første af 14 klynger, der åbner et kontor i Region Sjælland. Og vi glæder os til at arbejde videre med forretningsudvikling og innovationsprojekter for regionens virksomheder

    Christina Melvang, administrerende direktør i WE BUILD DENMARK

    Gate 21 får også kontorpladser hos Ressource City i Næstved. Det gør de med henblik på at styrke tilstedeværelsen blandt Region Sjællands kommuner. Gate 21 faciliterer grønne omstillingsprojekter i samarbejde med kommuner i hele Greater Copenhagen. Derudover så vil Gate 21 også afholde en række arrangementer i samarbejde med Ressource City i Næstved.

    Indvielse af lokalkontor

    Den 28. maj markeres den officielle åbning af WE BUILD DENMARK’s lokalkontor i Næstved. Kontoret har til huse i Ressource City; Næstveds grønne udviklings hub.

    Åbningen finder sted i forbindelse med et virtuelt arrangement med fokus på innovative grønne løsninger i byggeri og bygninger, som bliver afholdt af Gate 21 og WE BUILD DENMARK

    Alle er velkomne online mellem kl. 13.00 og 15. 30. Det er gratis at deltage.