Gå til hovedindhold

Talentforløb for unge grønne iværksættere starter fredag

Drømmer du om at starte egen virksomhed? Er du optaget af bæredygtighed? Og er du samtidig elev på enten Næstved Gymnasium og HF, ZBC, VUC HF eller EUC-HTX Næstved? Så kan du fra fredag den 2. februar tilmelde dig et talentforløb om grønt iværksætteri.

31. jan. 2024

I juni 2023 gennemførte 18 elever talentforløbet for unge, grønne iværksættere. Her holder rektor Marianne Bollerup fra Næstved Gymnasium og HF tale for de unge ved afslutningseventet hos Remisen (foto: Næstved Gymnasium og HF).

Indhold

    1.500 elever på Næstved Gymnasium og HF, ZBC, VUC HF og EUC-HTX Næstved vil i løbet af de næste par måneder høre Ressource City og inkubatorvirksomheden Remisen fortælle om grøn omstilling og iværksætteri.

    De første oplæg holdes på fredag på Næstved Gymnasium & HF, hvor startskuddet går til et nyt talentforløb om grønt iværksætteri for 1.- og 2. g’ere. Formålet med talentforløbet er at styrke de lokale ungdomsuddannelsers arbejde med grønt iværksætteri. Der er plads til 30 særligt motiverede iværksætterelever på talentforløbet.

    ”Vi ved, at mange unge interesserer sig for klima og bæredygtighed. Vi ved også, at en del af dem kan blive succesfulde iværksættere, hvis de får de rigtige redskaber og bliver en del af et iværksættermiljø. Vi vil gerne hjælpe dem i gang med det grønne iværksætteri, så de på sigt får mulighed for at gøre karriere lokalt,” siger uddannelseschef fra NGH, Nils Grove.

    Indhold i talentforløbet

    På talentforløbet, der løber fra januar 2024 til juni 2025, er inddelt i tre faser, hvor den første fase handler om inspiration, oplysning og rekruttering.

    Efter kickoff i juni måned begynder fase to, hvor eleverne deltager i workshops, hører faglige oplæg, er på virksomhedsbesøg og udvikler grønne forretningsideer med hjælp fra faglærere, Remisen, Ressource City og lokale virksomheder.

    I tredje fase får eleverne en arbejdsplads hos Ressource City, hvor de sideløbende med studiet videreudvikler deres forretningsidé og får hjælp til opstart af en virksomhed. I juni 2025 afsluttes talentforløbet med præsentation af forretningsideer og overrækkelse af diplomer. 

    Bygger videre på succesen fra sidste år

    Det første talentforløb blev afholdt i skoleåret 2022/2023. Her hørte 1.000 elever oplægget om grønt iværksætteri, hvorefter 18 elever blev nysgerrige og meldte sig til forløbet. Alle 18 elever gennemførte og fik i juni 2023 overrakt et særligt diplom for gennemførsel af talentforløbet.

    Marius Gaard Lauridsen er én af de tre, grønne iværksættere, der efter talentforløbet har startet egen virksomhed med indsamling og genanvendelse af cigaretskodder.

    ”Talentforløbet har holdt liv i min drøm om at blive iværksætter, imens jeg gik i gymnasiet. For mig har det været afgørende at være i et miljø, hvor der er afsat tid til, at man kan arbejde med sin forretningsidé. Jeg har især haft glæde af at lære om forretningsmodeller som Business Model Canvas, og få input fra banker og andre iværksættere om, hvordan man griber iværksætteriet an.”

    Seks elever blev grønne iværksættere i 2023

    Efter studentereksamen er seks elever sprunget ud som grønne iværksættere med virksomheder, der blandt andet arbejder med indsamling og genanvendelse af cigaretskodder, reparation og salg af knallertdele og elektronik, og produktion af bæredygtige byggemoduler.

    Projektets partnere håber, at mindst lige så mange elever får mod på at blive grønne iværksættere i år.